66. Som vi i det foranstående har omtalt, udløser skabeprincippet sig i impulser af højst forskellige formater. Det udløser sig således i impulser, der passer for makrokosmiske såvel som for mikrokosmiske væsener. Af disse impulser har vi altså givet dem, der passer for menneskeheden, navnet "verdensimpulser". På symbol nr. 2 er der givet materiel udtryk for jordmenneskehedens forhold til disse verdensimpulser. Vi må da forestille os det samlede symbol som udtryk for et udsnit af selve verdensaltet. I dette, som en urokkelig basis for al kontrastdannelse eller skabelse af modsætningsforhold og derfor som betingende hovedfaktor i enhver form for oplevelse af livet, toner skabeprincippet frem. Foroven på symbolet er nævnte princip givet udtryk i form af et lysende legeme markeret ved et flammende kors, skabeprincippets tegn eller kendemærke overalt i Livets Bog. Fra dette lysende legeme ser vi nogle ringformede stråleformationer brede sig ud. Disse er udtryk for verdensimpulserne. På denne deres vej gennem verdensaltet passerer de både store og små verdeners menneskeheder. Disse er på symbolet givet udtryk ved store og små cirkler. Omtrent i midten af billedet forekommer der en cirkel med dobbelt horisontlinje. Denne er udtryk for jordklodens menneskehed. På symbolet ser vi yderligere, at der gennem denne menneskehed går tre impulser, nemlig en, der forneden er ved at forsvinde helt bort fra nævnte menneskehed samt en, som endnu næsten helt behersker eller udfylder denne, og en foroven, som begynder at få indpas. Af disse ligger den første til grund for de primitive naturmenneskers religioner og gudsdyrkelse, medens den anden er udtryk for den impuls, fra hvilken buddhismen, islam og kristendommen efterhånden er udgået, og som i Livets Bog er betegnet som "den gamle verdensimpuls". Den tredje er derimod udtryk for "den ny verdensimpuls", som nu i vore dage meget stærkt er i færd med at fødes på jorden. Vi får således her et fast koncentreret billede af jordmenneskehedens forhold til skabeimpulserne.