Brev-id: 
31821      Se originalbrev
Dato: 
1937-07-13
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
N. Rye Jacobsen
Afsendersted: 
Danmark
Modtagersted: 
København
Emne: 
Bøn om tilbagetrækning fra Kolonien/Centret

13/7 – 1937.

 

Kære Hr. Rye Jacobsen!

I Henhold til den Propaganda, De har givet Udtryk for overfor August Andersen sidste Søndag, og som er en direkte Mistænkeliggørelse af Erik Larssons moralske Standard, har jeg følt det uundgåeligt at sende Dem nærværende Meddelelse.

Da jeg naturligvis staar som ansvarlige bag de Væsener, Forsynet i særlig Grad har vist mig som mine Hjælpere, vil ethvert Angreb paa disse urokkeligt være en Misrekommandering af mine Dispositioner.

Den Del af Deres Bevidsthed, som har gjort Dem til Ophav af nævnte Antipati og Mistænkeliggørelse af Larsson, er altsaa en aabenlys Hindring for eller Modstand imod min Sags Fremme, ligesom den jo ogsaa er ganske uforenelig med det, jeg har lært Dem i mine sidste Foredrag, ligegyldig hvordan De saa end selv maatte opfatte den. Jeg beder Dem derfor i al Venlighed at trække Dem tilbage fra Kolonien.

Jeg nærer kun den allerstørste Taknemlighed for de Tjenester, De paa saa mange Maader har vist Sagen, og beder Dem derfor forstaa at der ikke næres den allerringeste form for Antipati imod Dem. Enhver har jo Lov til at have sin egen Opfattelse af eller Mening om mine Medhjælpere, min Sag og mig selv. Men naar denne Opfattelse bliver en direkte Modstand imod min Mission, kan jeg kun føle det som den eneste Betingelse for Skabelse af Fred, at hver af Parterne maa vandre sin egen Vej.

Med kærlig Hilsen.
     Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.