Symbol 93
Resume af forklaring til symbol 93 – Det enpolede væsen
Symbolet viser dyrets eller det enpolede væsens bevidsthed. De to runde figurer symboliserer de to poler, hvor den grønne skal udtrykke den maskuline pol og den gule den feminine pol. Symbolet viser et hanvæsen, hvor den maskuline pol er dominerende. Det er den, der befordrer det dyriske princip i manden eller hanvæsenet. Den feminine, latente pol befordrer hele den åndelige eller menneskelige side i manden. Hos kvinder eller hunvæsener er det omvendt, her er den feminine pol dominerende og den maskuline pol latent. De violette felter symboliserer overbevidstheden, hvor polerne, skæbneelementet og talentkernerne har deres sæde. Området mellem de to kraftige vandrette streger symboliserer underbevidstheden. Den røde farve (instinktenergi) og den orange farve (tyngdeenergi) viser, at dette er hovedbestanddelen af den dyriske bevidsthed. Det betjener sig hovedsagligt af det dræbende princip. Den gule farve viser, at dyret også har lidt følelse.
Læs Martinus’ egen symbolforklaring i Det Evige Verdensbillede, bog 6. Se også en udvalgt tekst i samme bogs anden del.