Resume af forklaring til symbol 90 – Det levende væsen 1. Natbevidstheden
Symbolet viser, at dagsbevidstheden er gået over på følelseslegemet (gul farve). Før var det tyngdelegemet (orange farve), der bar den fysiske dagsbevidsthed. Nu er det natbevidstheden, altså følelseslegemet, der bærer bevidstheden. Når menneskene sover, eller når de er afgået ved den såkaldte død her fra det materielle plan, så bæres bevidstheden af et åndeligt legeme, følelseslegemet.
- Symbolet viser et levende væsen, det kan være et menneske eller et dyr.
- Det øverste hvide felt symboliserer dets jeg.
- Det midterste af de tre felter symboliserer dets overbevidsthed, dvs. dets skabe- og oplevelsesevne.
- Det nederste felt symboliserer underbevidstheden med dagsbevidstheden og natbevidstheden.
- De seks farvede figurer symboliserer de seks grundenergilegemer. Der er et legeme for hver grundenergi: et instinktlegeme (rød farve), et tyngdelegeme (orange farve), et følelseslegeme (gul farve), et intelligenslegeme (grøn farve), et intuitionslegeme (blå farve) og et hukommelseslegeme (indigo farve).
- Den runde gule figur med trekanten i midten symboliserer, at væsenet er død fra det materielle plan. Det er nu dagsbevidst på det åndelige plan og lever med sin bevidsthed overført på følelseslegemet.
Læs Martinus’ egen symbolforklaring i Det Evige Verdensbillede, bog 6.
Se også en udvalgt tekst i samme bogs anden del.