Rådet
Rådet har det overordnede ansvar for Instituttets opgaver og udgør bestyrelsen for Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Rådets arbejde er frivilligt og ulønnet. Rådet kan kontaktes direkte på raadet@martinus.dk
Kenneth Ibsen (formand)
Kenneth (født 1974) er uddannet civilingeniør og i dag ansat i Miljøstyrelsen som IT-projektleder. Han har studeret Martinus Kosmologi, siden han som 16-årig mødte det første gang og har læst det meste litteratur på området. Kenneth er med i undervisningsgruppen og holder jævnligt foredrag i Klint og på Martinus Institut. Kenneth bor på Sydfyn sammen med sin hustru Lise.
Kenneth indtrådte i rådet i 2019.
Jens Christian Hermansen
Jens Christian (født 1976) er ph.d. i sociologi og har i en årrække arbejdet med undervisning og forskning. Han har kendt til Martinus Kosmologi siden 1997 og er i dag ansat som bestyrer på Martinus Center Klint og ansvarlig for magasinet Kosmos.
Jens Christian bor i Klint sammen med sin ægtefælle, Andrea. I sin fritid arbejder han også frivilligt for Martinus’ sag i det omfang, tiden tillader det, og har i tidens løb både stået i opvasken og hjulpet til i haven og med håndværk.
Jens Christian indtrådte i rådsarbejdet i 2018.
Micael Söderberg
Micael er født i 1964 og bor i Årsta i Stockholm sammen med sin sambo Björn. Han begyndte at studere Martinus’ analyser i midten af 1980’erne og har været aktiv i Martinus-sammenhænge i Stockholm og Varnhem siden 2008. Micael har været med i undervisningsgruppen siden 2018 og er en af medredaktørerne på det svenske “Kosmologipodden”.
Micael har en mastergrad i sociologi og har også studeret litteraturvidenskab. Han arbejder i dag med information og vejledning på en svensk myndighed. Micael indtrådte i rådsarbejdet maj 2020.
Ingvar Haubjerg Nielsen
Ingvar (født 1963) er uddannet biolog og har arbejdet med undervisning – primært i læreruddannelsen på Den Frie Lærerskole i Ollerup – siden 1990.
Det at lære noget – at tilegne sig ny viden, forståelse og indsigt – og derefter formidle det til andre mennesker på en interessant, inspirerende og varieret måde har altid haft hans store interesse. Såvel indenfor naturvidenskab som indenfor filosofi og åndsvidenskab, og gerne med sigte på folkelig livsoplysning, almen dannelse og åben og kritisk dialog og debat. For ham er det også en hjertesag, at alle mennesker frit kan udforske naturen, livet og ånden: Forskning er ikke kun et elitært, men også et folkeligt projekt og potentiale.
Ingvar har været levende optaget af Martinus’ åndsvidenskab i en længere årrække, og deltaget i det frivillige arbejde omkring denne sag, primært i forbindelse med undervisningsarbejdet, men også indenfor have- og køkkenarbejde.
Selvom undervisning og formidling fylder mest for ham, så har han også mangeårig interesse for og erfaring med foreningsarbejde, bestyrelsesarbejde og med organisationers udvikling og trivsel.
Ingvar indtrådte i rådet i juni 2022.
Arendse Plesner
Arendse Plesner (født 1968) er cand. mag. i musikvidenskab og har taget efteruddannelse i projektledelse og konflikthåndtering. I det civile liv har hun arbejdet med udviklingsprojekter og administration, har haft egen virksomhed og virket som kirkesanger gennem mange år. Hun er bosat i en landsby i det vestsjællandske 35 km fra Martinus Center Klint.
Martinus’ verdensbillede har altid været en del af Arendses liv. Hun har kommet i Klint fra barnsben og fulgt udviklingen dér; og kærligheden til stedet, menneskene og åndsvidenskaben vokser sig stadig større og stærkere for hver dag, der går. Som frivillig medarbejder har Arendse over årene især kunnet findes i køkkenet. De seneste 10+ år har hun assisteret i tolkeboksen i højsæsonen, og i 2023 havde hun sin debut som foredragsholder.
Arendse trådte ind i rådet i september 2023.
Thomas Størup (suppleant)
Thomas (født 1977) er uddannet diplomingeniør i byggeri og arbejder i dag som projektleder i AFRY. Han mødte første gang Livets Bog i Martinus´ barndomshjem i sommerferien 2006 og har siden været på kurser og arbejdet som frivillig. Flyttede til Klint i 2022 og blev derefter mere og mere involveret i Centrets udvikling.
Thomas har været beskæftiget med planerne for udbygning og fornyelse af Centrets fysiske rammer, herunder processen internt med ansatte og frivillige samt eksternt med rådgivere – en proces der fortsætter de kommende år.
Thomas indtrådte i rådet i 2024.