Et nyt verdensbillede

Ifølge Martinus er der bag den fysiske verden en åndelig verden, og alt fungerer lovmæssigt præcis som de velkendte fysiske naturlove. Han oplevede at kunne se og forstå denne åndelige verden, dens kræfter og love, og hvad de betød for verdens og menneskehedens udvikling, ja for hele evolutionen.

Martinus’ verdensbillede er altomfattende. Det beskæftiger sig både med den fysiske og åndelige verden og alle levende væsener: både mennesker, dyr, planter og selv mineraler, som i hans øjne også har en særlig plads og form for liv. Han så hele universet som én stor, levende organisme, det uendelige verdensalt, som Martinus også benævner Gud. Gud omfatter således alt fra den mindste partikel til universets stjernesystemer og endnu større enheder. Alt er ”liv indeni liv” – væsener der lever indeni andre væsener.

Livet er et kredsløb analogt med årets kredsløb, der strækker sig fra vinterens isnende kulde til de varmende midsommerdages blide kærtegn. Ifølge Martinus er alle individer på en rejse, hvor de gradvist udvikler sig fra mineraler til planter og dyr og videre til mennesker. Men denne udviklingsrejse er ikke slut for jordens menneskehed. Foran venter os nye og højere former for tilværelse, og langt ude i fremtiden vil vi betræde åndelige verdener, hvis storhed og pragt vi knap kan forestille os i dag. Martinus afviste dog idéen om et evigt paradis, som vi kender det fra fx de store verdensreligioner – ingen tilstande varer i sig selv evigt. Han introducerer os i stedet for et evigt spiralkredsløb.

Døden er i Martinus’ optik en overtro, der skyldes, at vi ikke ser livets kredsløb i sit fulde omfang. Mellem hvert fysisk liv har alle væsener en hvileperiode i den åndelige verden, hvorefter vi fødes igen. Dette princip har i årtusinder været kendt under begrebet reinkarnation, og det sikrer, at den enkelte kan udvikle sig fra det ene liv til det næste i den fysiske verden. I modsætning til fx østlige religioner forbinder Martinus reinkarnation med en organisk evolutionslære.

Mange mennesker søger eller ligefrem savner en dybere mening med livet. Ifølge Martinus ligger meningen i at opleve livet i stadig nye former – og lære af det. Den indsigt og udvikling, oplevelserne giver, tager vi med os ind i de efterfølgende liv, selvom erindringen om de fysiske begivenheder forsvinder. Alle oplevelser på godt og ondt er med til at udvikle os. Det betyder ikke, at de smertefulde oplevelser ikke er hårde at komme igennem, og at vi ikke har brug for hjælp, medfølelse og støtte fra andre. Men ifølge Martinus udvikler mødet med fx modgang, sorg og sygdom i det lange løb vores empati og dermed vores evne til at føle med andre, til at føle kærlighed til alt omkring os. Det er den dybeste mening med de lidelser, som vi alle – i større eller mindre omfang – oplever i hvert liv.

Endnu et centralt begreb hos Martinus er karma. Dvs. at det vi gør mod andre – på godt og ondt – på et tidspunkt vender tilbage til os selv. Hvis vi fx begår drab, skal vi selv opleve at blive dræbt. Hvis vi udnytter andre, skal vi selv opleve at blive udnyttet. Hvis vi hjælper andre, vil vi selv blive hjulpet. Martinus så hele tilværelsen som en form for livets skole, hvor vi møder præcis de udfordringer, vi har brug for på vores vej mod større medfølelse, social forståelse og etisk sans. Karma er altså et pædagogisk princip, ikke en straf.

Martinus’ livssyn er gennemført tolerant. Han havde ellers et skarpt blik for både verdens og menneskenes fejl og mangler, men han så det hele som udtryk for uvidenhed, og han dømte aldrig nogen. Som han selv udtrykte det: ”Der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte “onde” med at eksistere.”

Martinus’ verdensbillede er grundlæggende positivt og optimistisk. De lidelser, verden er fuld af, er nødvendige sten på vejen mod en fredeligere verden. Ifølge ham vil vores erfaringer – ikke mindst lidelseserfaringerne – med tiden danne grundlag for en helt ny kultur her på jorden. Martinus taler selv om “… tolerance, næstekærlighed, åndelig interesse og længsel efter en højere form for oplevelse af livet…” som kendetegn for fremtidens kulturbærere. I sine mange ”kosmiske” analyser kommer han ind på en lang række emner og forholder sig til alt fra mad, sundhed og sygdom, parforhold, pengesystemer, arbejde og løn, suverænitetsafgivelse i internationalt samarbejde samt seksualitet.

Martinus’ værker giver en lang række anbefalinger til, hvordan mennesker ifølge ham kan leve mere i pagt med dem selv og deres omgivelser. Helt konkret anbefaler han bl.a. en vegetarisk livsstil, der både skåner andre væsener og er sund for krop og sjæl. Han anbefaler fx også den kraft, der ligger i bøn – og at vi altid bestræber os på at møde hinanden med åbne hjerter, tilgivelse og tolerance.

Martinus ønskede ingen sekt- eller foreningsdannelse omkring sit arbejde, og han opfordrer alle til selv at afprøve det, han siger. Han henvender sig til det moderne, selvstændigt tænkende menneske. Martinus-interesserede forholder sig derfor også forskelligt til værket. Nogle er dybt engageret i studiet af det, mens andre bruger det mere som en perifer inspirationskilde. Som Martinus selv udtrykte det: ”Tag, hvad du kan bruge, og lad resten ligge.”