Artikelsamling 1

40.4  Jordens bevidsthed som dens mikrovæseners åndelige verden
Jordkloden har ikke blot en fysisk organisme, der er bolig for dens i fysisk materie inkarnerede mikrovæsener. Den har også en åndelig organisme ligesom alle andre levende væsener. Denne åndelige organisme udgør dens bevidsthed. Igennem den udløses dens vekselvirkning eller korrespondance med andre kloder, både inden for og uden for vort solsystem. Samtidig er denne dens bevidsthed eller åndelige organisme bolig for dens mikrovæsener i deres diskarnerede eller åndelige tilstand. Jordklodens bevidsthed og sjælelige struktur, der udgør dens åndelige organisme eller legeme, er således jordmenneskehedens åndelige verden. Med hensyn til dens liv i det mellemkosmos, den selv tilhører, og i hvilket den har sin dagsbevidste udfoldelse, kan dette til en vis grad opleves og erkendes igennem de forhold og livsbetingelser, der kommer til udløsning i dens fysiske organisme, der er menneskehedens fysiske verden. Som fysisk organisme er den af en helt anden struktur end den jordmenneskelige organisme. Medens den jordmenneskelige fysiske organisme er beregnet som redskab for en helt fysisk aktivitet, er jordklodevæsenets fysiske organisme, altså den fysiske klode, kun beregnet som redskab for en mindre fysisk aktivitet. I jordklodevæsenets eget mellemkosmos er det allerede nået frem til den begyndende oplevelse af "den store fødsel". Dets organisme er derfor en verden, der er under forberedelse til at blive skuepladsen for det totalt fuldkomne menneskerige, blive hjemstedet for mikrovæsener, der er blevet til mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Og det er denne jordklodevæsenets begyndende store kosmiske oplevelse, der kaster sine refleksvirkninger eller åndelige impulser ind i jordmenneskehedens bevidsthedsskabelse og væremåde.