Artikelsamling 1

7.12  Tankeenergi er en højere form for "elektricitet". Lange og korte tankebølgelængder
"Den hellige ånd" udgør altså en højere form for tankeenergi. Tankeenergi udgør igen en højere form for – "elektricitet". Her må man forstå, at hjerne- og nervesystemet hos de levende væsener udgør et højere elektrisk anlæg for modtagelse og afsendelse af energibølger, med andre ord, et højere system for radiofoni. Ethvert levende væsens tankefunktion eller åndsliv er i realiteten en højere form for afsendelse og modtagelse af "radiobølger". Men "radiobølger" fremtræder i forskellig længde. Og videnskaben er endnu kun nået frem til de lange bølgelængder, der kan afsendes og modtages med et almindeligt teknisk "radioapparat". Den er endnu ikke, selv om den nok har noget, den kalder "kortbølger", nået frem til de mikroskopiske "bølgelængder", der kan afsendes og modtages af – hjernen. Men disse "bølgelængder" er ikke desto mindre en kendsgerning for den fremragende okkulte forsker og fremtræder som det bærende princip i enhver form for udløsning af bevidstheds- eller åndsliv. Alle former for tanker, ideer eller forestillinger er i virkeligheden jegets fornemmelse og manifestation af disse mikroskopiske "radiobølgelængder". Alt bevidsthedsliv er således dels identisk med jegets egen udformning og afsendelse og dels identisk med dets modtagelse af andre væseners som tanker udformede og afsendte "radiobølgelængder". Men til at befordre en sådan energiudveksling kræves der "apparater". Det mest kendte af disse "apparater" er den fysiske hjerne med tilhørende nervesystem. Bag denne eksisterer tilsvarende systemer for finere og finere energi, som jeget efterhånden udvikler sig til at kunne betjene sig af. Da tankeenergi er hævet over alt, hvad menneskene ellers kender af energi, og ikke særligt kan iagttages eller konstateres med noget fysisk apparat, er den at udtrykke som "overfysisk" og erkendes i den daglige tilværelse som "bevidstheds- eller åndsenergi". Da bevidsthed igen repræsenterer en skala af forskellige trin fra meget primitive og grove tanketilstande, der kun kan komme til udtryk gennem robuste eller dræbende manifestationer, til meget forfinede af intelligens, intuition og kærlighed lysende udstrålinger, kan det derigennem konstateres, at "tankebølgelængderne" selv inden for deres mikroskopiske tilstand, fremtræder i en uendelig skala af kortere og kortere "længder". De "længste" af de nævnte "bølgelængder" udløses altså gennem bevidstheden i form af de grove dyriske og dræbende tankeklimaer såsom: had, egoisme, hovmod, uærlighed, griskhed osv., som alle kulminerer i mord, drab og lemlæstelse. Men efterhånden som de bliver af "kortere" natur, udløses de i form af de kendte og ophøjede tankeklimaer, vi udtrykker som: uselviskhed, medfølelse, visdom og kærlighed.