Stk. 27-29 har i manuskriptet overskriften "Jordens indvielse i kosmisk bevidsthed" og falder i naturlig fortsættelse af temaet om alkærlighedens fuldkomne stadium i stk. 26.

27. Det var ikke blot de store livssandheder og overjordiske alkærlighedsgerninger i form af mirakler, Kristus skulle åbenbare for menneskeheden. Han måtte også manifesteres for den i kød og blod som den totalt fuldkomne model for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Han måtte vise helt til bunds den absolut færdigskabte evne til totalt at tilgive alt dødsfjendskab fra sin næstes side. Det var ikke så mærkeligt, at det var en meget streng nat, Kristus havde i Getsemane Have natten før korsfæstelsen. Han vidste, at timen var kommet, da Gud ved ham ville vise verden alkærlighedens magt. Det skulle åbenbares for verden, hvordan det færdige menneske i Guds billede ikke blot kunne tilgive sine dødsfjender og mordere, men han kunne også bede for, at de måtte få tilgivelse for deres onde eller djævleagtige væremåde. Og det var denne verdens kulminerende alkærlighedsudfoldelse, livets største tilgivelsesakt, Gud i sin store skabelse af "mennesket i sit billede" ved verdensgenløseren Kristus måtte åbenbare til vejledning for de mennesker, hvis færdigskabelse i "Guds billede" nu begyndte at blive aktuel. Og verden blev da vidne til verdensgenløserens store alkærlighedsmanifestation for menneskeheden.
      Midt i sit feberhede legemes spigring til et trækors, rejst på Golgatas pandeskallignende høj, ser vi ham, spændt til dødssmerternes brændende ild i sit mishandlede legeme, bede til Gud for sine bødler: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). Det vidste den uvidende, spottende hob omkring korset heller ikke. Derfor blev de rædselsslagne, da der ud over mængden lød en røst: "Det er fuldbragt" (Joh. 19,30). Forhænget i templet splittedes i to stykker fra øverst til nederst. Jorden skælvede og klipper revnede, og gravene åbnedes, og mange af de hensovende helliges legemer blev oprejste, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og viste sig for mange (Matt. 27,51-53). - Her må vi bemærke, at "de hensovende helliges legemer" ikke var "lig", der kom ud af gravene. "Lig" er absolut ikke "levende væsener" og kan umuligt være det. Det er derfor, de er blevet lagt i gravene. De udgør kun de evige jegers aflagte ved alderdom, fejlagtig levevis, slitage og misbrug ubrugeliggjorte fysiske organismer eller livsredskaber. Det er derfor, reinkarnationen eller genfødelserne finder sted, så jegerne kan få nye fysiske legemer til erstatning for de aflagte. At der var kristusbevidste, indviede væsener til stede ved korsfæstelsens store begivenhed i Guds store skabelsesproces af mennesket i sit billede, er selvfølgeligt. At de blev set af enkelte clairvoyante fysiske mennesker er ganske naturligt. At disse clairvoyante fysiske mennesker ifølge den gængse tro måtte tro, at de ånder, de så, måtte komme fra gravene, i hvilke de skulle sove indtil dommedag, er også selvfølgeligt.