972. Lysten til at blive "materieekspert" er således i virkeligheden den urdrift eller "udlængsel" i den "fortabte søns" bryst, der fik ham til at længes imod lige akkurat kontrasten til denne tilværelse eller bevidsthedstilstand, ligesåvel som det var det samme kontrastbegær, der lå bag "slangens" "forførelse" af "Eva" og hendes "forførelse" af "Adam". I alle de pågældende situationer var det begæret efter at se "virkninger", der var lige modsat dem, der ellers var "havens" eller det fuldkomne livs ordinære. Det liv, der var havens ordinære, udgjordes altså af alt, hvad der var logisk, alt hvad der var harmoni, alt hvad der var sundt velbehag og dermed direkte frembringende lykke. Et sådant liv kunne havens beboere: "slangen", "Adam" og "Eva", hvilke beboere jo alle er identisk med den "fortabte søn", til overdådighed nyde. Men denne nydelse var ikke uden betingelser. Den blev båret eller opretholdt ved særlige, bestemte love. Disse love kendte "Adam" og "Eva" såvel som den "fortabte søn" ikke. Nævnte væsener havde levet så længe i lyset, at opfyldelsen af lysets eller det fuldkomne livs love var blevet selvfølgelige, naturlige automatfunktioner på samme måde, som lunge- og hjertefunktioner er selvfølgelige automatfunktioner hos det animalske, fysiske væsen. At skabe lys og lykke for sig selv og omgivelserne var ikke mere i særlig grad nogen vågen dagsbevidst viljesakt, men derimod en ren ubevidst organisk funktionsudløsning. Og den rent dagsbevidsthedsmæssige viljefunktion var derfor begyndt at blive uden næring. Men en levende fungerende vilje er jo det samme som et begær, en sult eller hunger. Og lysets væsener i form af "Adam", "Eva" og den "fortabte søn" var således væsener, der var begyndt at få et begær, der ikke kunne tilfredsstilles ved nogen som helst form for overholdelse af de ordinære livslove. Denne overholdelse var, som før nævnt, ikke nogen viljesakt, men en underbevidsthedsfunktion*, der ikke mere krævede nogen som helst indsats af spekulation, tanke eller vilje. Den krævede således ikke mere indsats af nogen dagsbevidsthedsfunktion. Men når livet eller eksistensen ikke mere krævede nogen indsats af dagsbevidsthedsfunktionen, blev denne jo uden næring. Den blev således ganske uden "A-viden" eller oplevelse. Og denne mangel på næring blev altså den oplagte jordbund for "syndefaldet". Ved hjælp af dette blev der åbnet en dør ud til en sfære, i hvilken den hungrende dagsbevidsthed i overdådig grad kunne blive mættet. Her var der foreteelser i hobetal, der kunne sætte både fantasi og intelligens i svingninger og bringe liv i den af lys overmættede og døende dagsbevidsthed. Disse foreteelser måtte alle uden undtagelse være af en til lyset eller fuldkommenheden kontrær natur. Men en natur, der er kontrær til lyset, harmonien og fuldkommenheden, kan jo kun være i mørkets, hvilket vil sige: disharmoniens og ufuldkommenhedens favør. Denne kontrære natur blev således på et givet tidspunkt den eneste eksisterende føde for den i lyset forekommende gudesøns mentale sult eller hunger. Den blev den frelsende kølighed, den forfriskende morgendug eller grødebefordrende sommerregn på den af salighed eller mentalt solskin og tørke begyndende vansmægtende gudesønlige plante. Vi møder således her i denne kontrære natur eller "syndefaldet" et for gudesønnens fortsatte opretholdelse af liv og mentalitet eller passage i kredsløbet befordrende og dermed "frelsende" princip. Dette "frelsende" princip er intet mindre end selve "verdensgenløsningsprincippet" i sin første fase. Og vi vil derfor udtrykke denne fase som "livssubstans nr. 45".
 
____________
* "overbevidsthedsfunktion" er rettet til "underbevidsthedsfunktion" iht. manuskript.